At bygge videre på unges interesse, passion, hobby eller personlige projekt. Mange unge giver udtryk for, at når indsatserne formår at tage afsæt i en egendrift, så er det afgørende for at komme videre i livet. Nogle gange skal drømmen have lov at gro ud af konkrete erfaringer og oplevelser.

At være en del af et hold, en gruppe, et fællesskab. Unge giver udtryk for, at de ser det som afgørende at være en del af gruppe af andre unge, som de har tillid til – disse relationer kan være lige så eller mere vigtige end relationer til de fagprofessionelle. Der er en styrke i at finde ud af, at andre unge også tumler med tanker og problemer, der ligner ens egne, og i at man kan spejle sig i hinandens erfaringer – både erfaringer med livet og med job og uddannelse.

At have aktiviteter og arbejdsopgaver som et omdrejningspunkt. Unge fremhæver, at det, at man samles om et fælles tredje ofte er en god ramme om fællesskabet. Det er en vej til at få etableret gode dialoger mellem unge og mellem unge og fagfolk - imens aktiviteterne foregår. Det kan fx være madlavning, idræt, kunst eller kultur.

At arbejde målrettet med brobygning ud i almene fællesskaber. Det kan være brobygning til idrætslivet, kulturlivet, forskellige former for job – eller brobygning tilbage til skolen. Det betyder, at det er en kerneopgave for indsatserne, at opdyrke samarbejder med de aktører, der brobygges til og at det kan være en fordel fysisk at placere indsatserne i arenaer, der i sig selv fremmer brobygning, fx skolen, foreningslivet og kulturlivet.

At det man foretager sig er noget ægte og ikke føles som ”pseudo”. De unge oplever det som positivt, at der i indsatserne stilles krav til dem, og at det de foretager sig betyder noget. De oplever også, at deres indsats betyder noget for fællesskabet - kun hvis alle er med kan man løse opgaven godt. Det kan fx. være at afholde events eller at udføre et stykke arbejde andre betaler for.

Rollemodeller er folk, som de unge oplever, at de kan lære noget af, som inspirerer dem og som viser mulige veje i livet. Rollemodellerne kan fx være fagfolk i indsatserne, frivillige fra civilsamfundet eller virksomheder, der har kompetencer, som de unge bliver inspireret af – fagligt eller menneskeligt. Rollemodellerne er også andre unge - typisk unge med erfaring fra indsatsen, som bliver en rollemodel for nye unge, der kommer til.

På den ene side ønsker unge at blive anerkendt lige præcis dér, hvor de befinder sig og have tid og rum til at finde deres egen vej uden et stort pres fra omverdenen. På den anden side ønsker unge at blive understøttet i deres udvikling og forandring. De ønsker voksne, der tror på dem og har positive forventninger til dem. Der skal altså findes en balance mellem, at unge bliver mødt med forventninger, og at de ikke bliver presset for hårdt.

En arbejdsidentitet handler om at se sig selv som en, der kan varetage et arbejde og indgå i et fællesskab på en arbejdsplads. Det kan være et fuldtidsarbejde, et flexjob eller et fritidsjob. At have et arbejde kan have stor betydning for ens identitet som menneske. Hvilken historie har man om sig selv, når man snakker med andre? Hvilke drømme om fremtiden vokser ud af denne identitet?

Hvis medarbejderne skal gøre en positiv forskel i de unges liv, så er det vigtigt, at de oplever rammer for deres arbejde, som er gode og meningsfulde. Der skal være psykologisk tryghed, hvor det er trygt at begå fejl, og hvor man deler viden og erfaringer med kollegaer. Medarbejdere skal opleve at være medskabere af rammer og indhold i deres arbejdsliv. Og der skal være et givende kollegialt fællesskab.